Brasilianer gør comeback efter to år på druk

Skrevet af admin

14/02/2014

Dagens topnyheder

'Kejseren" var en overgang kælenavnet for den brasilianske fodboldspiller Adriano.

Dengang var han en markant profil hos Inter i den italienske Serie A, og havde fast plads på Brasiliens landshold.

Så kom der en periode med druk og vægtproblemer.

Torsdag gjorde den 31-årige angriber comeback for klubben Atletico Paranaense i Sydamerikas svar på Champions League, Copa Libertadores. Adriano blev skiftet ind fem minutter før tid i kampen mod The Strongest fra Bolivia.

Atletico Paranaense vandt kampen med 1-0 på scoring af Paulinho Diaz.

- Jeg har gennemgået så mange ting i mit liv, så det at komme med i en så vigtig turnering som Copa Libertadores gør mig både lykkelig og følelsesladet, siger han.

Adriano nåede dårligt at røre bolden i de fem minutter, han fik på banen, men det var stort for ham at spille kamp igen, siden han stoppede hos Corinthians i marts 2012. Senere i 2012 kom Adriano til Flamengo, men her røg han ud igen uden en eneste kamp.

Adrianos karriere toppede, da han blev topscorer for Brasilien i Copa America i 2004 og Confederations Cup i Tyskland året efter.

/ritzau/