Breiviks far: Jeg har svigtet min søn

"Min skyld? En fars historie" er titlen på en ny bog i den lange række af udgivelser om den norske terrorist Anders Behring Breivik. Bogen, der torsdag udkommer på Juritzen Forlag, er skrevet af terroristens far, Jens Breivik.

Ved at gengive et langt brev giver Jens Breivik sin terrordømte søn en platform til at sprede sin propaganda, mener forsker Lars Gule.

Brevet, som Anders Behring Breivik har sendt fra sin celle i Ila Fængsel, gengives over otte sider i bogen. Det reagerer forskeren - som jævnligt får det, han betegner som rundskrivelserne - på, oplyser norsk TV2.

- Ingen forskere eller seriøse journalister vil røre dette med en ildtang. Endnu mindre er de interesserede i at formidle budskabet in extenso - i dets helhed. Det, at far her gengiver hele brevet er ganske håbløst. Han er definitivt med til at give sønnen en platform til at sprede sit budskab, siger Gule, der forsker i ekstremisme.

Forlagschef Arve Juritzen forsvarer trykningen af brevet med, at Breivik fremstår som en person, som overhovedet ikke forstår, hvad han har gjort, som ikke angrer, og som måske er endnu mere politisk ekstrem, siger Juritzen.

Den pensionerede diplomat skriver om, hvordan han oplevede sin ekskone Wenche Breivik som følelseskold og præget af sin egen dårlige opvækst. Han kritiserer dommeren, som ikke lod ham overtage forældremyndigheden.

I bogen erkender Jens Breivik, at han ikke var tilstrækkeligt til stede i sønnens barndom. Men han ønskede at overtage omsorgen, da han fik at vide, at sønnen ikke havde det godt hos moren.

Jens Breivik kalder samtidig meget af det, der er skrevet om ham i avisartikler og bøger, for spekulationer, halvsandheder og fiktion.

Anders Behring Breivik dræbte 77 mennesker under sin terroraktion i Norge 22. juli 2011. Efter at have detoneret en kraftig bombe i Oslos regeringskvarter, tog han videre til øen Utøya, hvor han skød og dræbte 69 personer på en politisk sommerlejr, inden han blev anholdt.

/ritzau/NTB

Dagens Gossip