Brøndby kommer på pointtavlen med sejr over Silkeborg

På mål af Jose Ariel Nunez og Lebogang Phiri besejrede Brøndby oprykkeren Silkeborg med 2-0. De blå-gule havde ellers i store perioder svært ved at få tempo nok i spillet, mens gæsterne kun i få momenter bed fra sig.

Et langskud i starten af kampen fra den tidligere Brøndby-spiller Nicolaj Agger var reelt alt, hvad man så til de jyske gæster, der ellers gjorde mest ud af at forsvare et resultat hjem.

Det så længe ud til at lykkes. Brøndby, der havde debutanten Elbasan Rashani med på venstrekanten, spillede i første halvleg alt for langsomt, og især på midtbanen havde man svært ved at holde tempo.

Midtbanen havde ellers fået et mere offensivt udseende, da Martin Ørnskov var rykket ned i forsvaret. I stedet skulle Christian Nørgaard, Thomas Kahlenberg og Jose Ariel Nunez sætte tempo centralt, men det havde de svært ved.

Alt for ofte blev de korte afleveringer upræcise, og det brød rytmen i spillet. På kanten så man ikke meget til norske Rashani, mens heller ikke Ferhan Hasani på den anden kant fik sat sig igennem.

Meget sigende var det derfor en back, der skulle til, før Silkeborgs forsvar blev dirket op. Evigt løbende Frederik Holst fandt intelligent Nunez med en aflevering skråt bagud, og fra kanten af feltet scorede paraguayaneren sikkert.

Bemærkelsesværdigt var det dog ikke målene, der gav det største jubelbrøl på Brøndby Stadion mandag aften. Det var i stedet, da Mikkel Thygesen kom på banen til sin første hjemmekamp, siden han i november rev akillessenen over.

Jubel var der til gengæld ikke meget af hos de omkring 100 medrejsende Silkeborg-tilhængere, der efter to kampe må konstatere, at deres hold som det eneste endnu ikke er kommet på måltavlen i Superligaen.

Brøndby rykker med sejren, der i overtiden fik cifrene 2-0, da Lebogang Phiri flot afsluttede en kontra, op på en delt sjetteplads i Superligaen, mens Silkeborg er at finde som nummer 11.

/ritzau/

Dagens Gossip