BSV vil spolere indvielsen af ny KIF-arena med udesejr

Skrevet af admin

01/12/2015

Dagens topnyheder

Nummer to og nummer tre i Boxer Herreligaen mødes, når Sydbank Arena i Kolding skal indvies onsdag aften.

KIF Kolding Københavns håndboldherrer spiller sin første hjemmekamp i arenaen med plads til 5000 tilskuere, og der meldes udsolgt til opgøret mod Bjerringbro-Silkeborg (BSV).

BSV-træner Peter Bredsdorff-Larsen håber, at holdet kan præstere som i det seneste indbyrdes møde, hvor midtjyderne overraskende vandt med seks mål.

- Vi kommer til at stå overfor et KIF-hold, der for alt i verden gerne vil have en sejr i forbindelse med indvielsen af deres nye hal foran 5000 tilskuere.

- Det bliver ikke nogen overkommelig opgave for os, men vi tager til Kolding med selvtillid og optimisme og går efter en sejr, siger Bredsdorff-Larsen til klubbens hjemmeside.

En stor del af optimismen finder BSV i denne sæsons åbningskamp, hvor KIF blev banket ved hjælp af et solidt forsvar.

- Det lykkedes os i den kamp at holde KIF's bagkæde på nul scoringer i seks-mod-seks-spillet. Det var en stor præstation, og det er ikke sikkert, vi kan lykkes med det igen.

- Men mindre kan også gøre det. Vi skal igen spille en stor kamp i forsvaret. Det var en væsentlig nøgle til sejren sidst, og det bliver det også denne gang, spår BSV-træneren.

Han tilføjer, at de to hold er lidt anderledes end de hold, der senest mødtes.

- Sidst var Torsten Laen ikke med for dem, og Nikolaj Markussen var ikke med for os. De er begge klar denne gang, men omvendt må vi undvære Mads Christiansen.

- Det ændrer tingene lidt, men jeg har en god idé om vores angrebsmæssige muligheder, siger han.

KIF og BSV har begge 17 point efter 13 kampe, og vinderen vil stikke lige i hælene på Skjern, der ligger i front.

- Det bliver det, det er. En topkamp. Det bliver en kamp mellem to fysisk stærke mandskaber, som begge har en base i deres forsvarsspil.

- Det bliver forsvarsspillet, som bliver den helt store styrkeprøve, akkurat som sidst de to hold mødtes, vurderer Bredsdorff-Larsen.

/ritzau/