Bundesligaen indfører mållinjeteknologi

Målkameraer kommer fra næste sæson til at være en del af Bundesligaen i fodbold.

Den tyske ligaforening (DFL) besluttede torsdag at indføre mållinjeteknologi fra næste sæson.

- Jeg tror, at det er et skridt frem for tysk fodbold, siger Reinhard Rauball, præsidenten for DFL, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

De 18 klubber i Bundesligaen vedtog at indføre mållinjeteknologi med stemmerne 15-3.

Tysk fodbold har de seneste år haft nogle højtprofilerede sager, hvor fortalere for mållinjeteknologi har fået medvind.

I oktober sidste år fik Leverkusens Stefan Kiessling anerkendt en scoring, selvom bolden gik ind i målet via sidenettet.

Mållinjeteknologi bliver allerede brugt i Premier League i England, og den blev ligeledes anvendt ved VM i Brasilien i år.

/ritzau/

Dagens Gossip