Byudvikling på skoleskemaet i Odense

I innovationsklassen 8.y på Sct. Hans Skole i Odense arbejder eleverne for tiden med Thomas B. Thriges Gade som emne. Den fire-sporede gade midt i Odense skal fra 2013 til 2020 omdannes til et nyt, bilfrit byrum. Igennem projektet skal eleverne lære om og inspireres til at tænke over, hvad de ser som det fremtidige Odense.

Eleverne i klassen har valgt at følge skolens Innovationslinje, hvor man arbejder på tværs af forskellige fag. Eleverne arbejder projektorienteret og tager bl.a. på virksomhedsbesøg, så deres kendskab til verden udenfor skolen øges. I november var klassen på besøg i Fra Gade til By-projektets Infoboks på Fisketorvet ved Odense Rådhus, og de er nu gået i gang med at udtænke deres egne idéer til midlertidige aktiviteter, som skal gøre byrummet omkring Thomas B. Thriges Gade spændende og levende, også mens byggeriet står på.

Elevernes bud på midlertidige aktiviteter er stadig på idé-stadiet, for der skal tages højde for både tidsplan, budget og målgrupper. De foreløbige idéer spænder også vidt: Lige fra en overdimensioneret lygtepæl, der kan spille musik og bruges som bænk, til at bruge hele budgettet på en koncert med Justin Bieber.

Elevernes idéer til midlertidige aktiviteter vil blive udstillet i Infoboksen i februar 2013.

Dagens Gossip

Dagens TV