Carpark North på vej med nyt album

Til september er et fem år siden, Carpark North spillede ud med albummet »Grateful«, og nu er der omsider en efterfølger på vej.

Den aarhusianske electrorock-trio bebuder en ny studieplade og den første smagsprøve ligger lige om hjørnet. Det er singlen »Army of Open Arms«, der frigives den 22. april.
Carpark Norths seneste album kom på gaden i 2008 med hitskæringer som »Shall We Be Grateful« og »Save Me From Myself«. Pladen solgte til platin og den succes forsøger bandet nu at leve op til med det nye udspil, der ventes udsendt i sensommeren.

Pladen bliver det fjerde studiealbum fra Carpark North siden forsangeren og guitaristen Lau Højen, bassisten Søren Balsner og trommeslageren Morten Thorhauge fandt hinanden i sommeren 1999.

Med til gruppens diskografi hører også det internationale album »Lost«, som det prisbelønnede band udsendte i 2010 for at imødekomme efterspørgslen fra det stærkt stigende antal udenlandske fans.

Trioen har endnu ikke sat en titel på det nye album, men til gengæld er Carpark North sat på plakaten til 2013-udgaven af Grøn Koncert sammen med blandt andre Nik & Jay, Magtens Korridorer og Mads Langer.

Dagens Gossip