Carragher: Klopp har allerede sat sit aftryk i Liverpool

Skrevet af admin

21/10/2015

Dagens topnyheder

Liverpool har været på den anden ende, siden tyskeren Jürgen Klopp blev ny manager i klubben efter fyringen af Brendan Rodgers.

Manager-debuten mod Tottenham endte 0-0, men man kan allerede se forandringen i Liverpools spil.

Det mener klublegenden Jamie Carragher, som i dag ernærer sig som ekspert på Sky Sports.

- Jeg kunne lide, hvad jeg så. Det er yderst sjældent, man ser en manager sætte sit aftryk på et hold fra dag ét, men det har han gjort, siger Carragher til tv-kanalen.

Jürgen Klopp har en fortid som manager i Dortmund, hvor det tyske hold var kendt for at løbe i alle 90 minutter.

Den tilgang adopterede Liverpool i kampen mod Tottenham, hvor Liverpool-spillerne løb 116 kilometer tilsammen og foretog 614 sprinter - mere end i nogen anden Premier League-kamp denne sæson.

- Når de mister bolden, kan du se, at de bliver ved med at presse, indtil de vinder den tilbage. De er organiserede, og du kan se, at det er der blevet arbejdet på de første to-tre dage på træningsbanen, siger Carragher.

Torsdag aften står Jürgen Klopp i spidsen for Liverpool for første gang på hjemmebanen Anfield, når russiske Rubin Kazan kommer forbi i Europa Leagues gruppe B.

Gruppen toppes af schweiziske Sion med fire point. Liverpool har to point ligesom Bordeaux. Rubin Kazan er sidst med et point.

/ritzau/