Chefen roser Bendtner før transfervindue

Da transfervinduet var åbent sidste gang, var det ventet, at Nicklas Bendtner ville forlade Arsenal på permanent basis.

Sådan gik det ikke. Klubben ville ikke lade danskeren rejse.

Der var for mange angribere ude med skader og ingen brugbare erstatninger i hus, inden vinduet klappede i.

Efter flere lejeophold i andre klubber er Bendtner nu for alvor ved at være tilbage i varmen i London-klubben. I så høj grad, at danskeren måske heller ikke skydes af i det kommende transfervindue.

Manager Arsène Wenger udtaler sig på klubbens hjemmeside kryptisk om det kommende transfervindue i forhold til danskeren og hans tyske angrebskollega Lukas Podolski.

- Ingen ved, hvad der vil ske, for Bendtner er tilbage og i god form, og Podolski er tilbage, så vi har flere valg oppe foran, siger Wenger.

- Vi er som mange andre klubber. Vi er klar, hvis noget specielt dukker op, og vi vil ikke affeje det. Men vi er ikke desperate, vi har god dybde i truppen, siger Wenger.

Klubben må til kampen 1. januar mod Cardiff undvære en række profiler.

Blandt dem angriber Olivier Giroud, hvorfor Bendtner sagtens kunne tænkes at få en rolle i kampen - eventuelt som indskifter.

Bendtner har kontrakt med Arsenal til sommeren 2014.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV