Chelsea tilbyder kaptajnen et år mere i blåt

Skrevet af admin

13/05/2016

Dagens topnyheder

Efter mange spekulationer har fodboldklubben Chelsea nu tilkendegivet, at man ønsker at holde på anfører John Terry.

Det detroniserede mesterhold meddeler fredag, at man har tilbudt kaptajnen en etårig kontraktforlængelse.

- Marina Granovskaia (direktør i Chelsea) og Bruce Buck (bestyrelsesformand) mødtes med John og hans agent i denne uge og tilbød ham en etårig kontraktforlængelse, siger en talsmand ifølge Sky Sports.

Den 35-årige centerforsvarer har spillet mere end 700 kampe for London-klubben siden sin debut i 1998.

Tidligere i sæsonen indikerede Terry, som også er blevet sat i forbindelse med et muligt trænerjob i Brøndby, at han nok ikke ville blive i Chelsea, når kontrakten udløber denne sommer, men nu har han i hvert fald muligheden for det.

- Da det (tilbuddet, red.) kommer så sent på sæsonen, er dette en stor beslutning for John og hans familie, og det er noget, de nu overvejer, siger talsmanden.

Chelsea møder mestrene fra Leicester i sidste runde af sæsonens Premier League.

/ritzau/