Colombia åbner Copa América med sejr over Klinsmanns USA

Skrevet af admin

04/06/2016

Dagens topnyheder

Colombia fik fredag en god start på Copa América Centenario, da holdet vandt 2-0 i turneringens åbningskamp over USA, der spiller på hjemmebane.

USA spiller i år med, fordi turneringen holdes for 100. gang. I den anledning er de bedste mellem- og nordamerikanske landshold inviteret med.

VM-kvartfinalisterne fra Colombia vandt på mål i første halvleg af Christian Zapata og Real Madrid-stjernen James Rodríguez.

Zapata scorede efter blot otte minutter, mens VM-topscorer James gjorde føringen mere komfortabel for colombianerne med en scoring på straffespark efter 42 minutter.

USA med træner Jürgen Klinsmann på sidelinjen spillede sig i anden halvleg frem til mange chancer på det fyldte stadion i Santa Clara, men holdet var ikke i stand til at omsætte chancerne til mål.

I anledning af 100-års-jubilæet for Copa América er turneringen i år døbt Copa América Centenario.

Bookmakerne har udråbt Argentina med Lionel Messi på holdet som favorit til at vinde turneringen for første gang siden 1993.

Brasilien er som altid blandt favoritterne, men har ikke vundet turneringen siden 2007. Brasserne kan tidligst komme til at møde Argentina i semifinalen.

/ritzau/