Danmark indsætter kampfly mod IS

Skrevet af admin

26/09/2014

Dagens topnyheder

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) vil fredag fastslå, at Danmark nu indsætter kampfly til bekæmpelse af Islamisk Stat, erfarer DR Nyheder.

Dermed optrapper Danmark nu for alvor indsatsen mod Islamisk Stat. Det er fortsat usikkert, hvor mange kampfly der bliver indsat.

Helle Thorning-Schmidt holder pressemøde klokken 12.30, hvor hun ventes at bekræfte oplysningerne og sætte tal på, hvor mange fly der skal af sted.

I indkaldelsen er det allerede fastslået, at det handler om et "dansk militært bidrag", der skal sættes ind for at bekæmpe Islamisk Stat.

Danmark deltager i øjeblikket med et transportfly til den USA-ledede koalitions indsats mod Islamisk Stat - en indsats, der hidtil har koncentreret sig om det nordlige Irak, men som USA i weekenden bragte ind på syrisk territorium.

Natten til tirsdag udførte USA med støtte fra Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Jordan, Bahrain og Qatar en række luftangreb mod IS på syrisk område. Allerede dengang understregede udenrigsminister Martin Lidegaard (R), at Danmark bakkede USA op.

- Danmark bakker op om de militæraktioner, der er foregået i nat. Dels foregår de jo på baggrund af Iraks anmodning om at forsvare sig selv. Og dels er det en koalition med deltagelse af fem arabiske lande, sagde han onsdag til Ritzau.

Diskussionen om et yderligere dansk bidrag har kørt de seneste dage, hvor Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, som den første foreslog, at Danmark skulle bidrage med F16-jagere, der tidligere og med stor succes har været sat ind i Libyen.

Et ønske, der siden er bakket op bredt i folketingssalen, dog med det forbehold, at man ville vente på, at amerikanerne eventuelt kom med en forespørgsel.

Det er tilsyneladende den, der nu er kommet, og som Folketinget skal tage stilling til.

Udenrigspolitisk Nævn mødes klokken 13.45 for at diskutere "dansk bidrag til bekæmpelse af Isil".

/ritzau/