Danmark sender politi og sagsbehandlere til Grækenland

Skrevet af admin

18/03/2016

Dagens topnyheder

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fastslår fredag, at Danmark vil bidrage yderligere med mandskab til Grækenland.

Det sker for at hjælpe landet med den store logistiske opgave, der venter, efter at EU og Tyrkiet fredag indgik en aftale om at bremse strømmen af flygtninge og migranter over Det Ægæiske Hav.

- Vi vil gerne bidrage, vi vil gerne være med, siger Lars Løkke Rasmussen og tilføjer:

- Danmark vil med kort varsel, formentlig umiddelbart efter påske, sende yderligere 20 personer til Grækenland, som skal hjælpe med asylsagsbehandling og politiarbejde.

Danmark vil muligvis også via Beredskabsstyrelsen stille indkvarteringskapacitet til rådighed for flygtninge i Grækenland.

EU-Kommissionen er ifølge Lars Løkke Rasmussen fortsat ved at danne sig et overblik over det mere præcise behov for tolke, logistik- og politifolk.

Men allerede lørdag eftermiddag vil chef for Rigspolitiets Nationale Udlændingecenter, Richard Østerlund la Cour, deltage i et møde i Bruxelles, hvor indsatsen skal koordineres.

Grækenland står i første omgang over for at skulle tømme de græske øer for omkring 9000 flygtninge og migranter. Der efter skal der hurtigt gøres klar til at sende nyankomne tilbage til Tyrkiet.

EU og Tyrkiet er enige om at sætte den såkaldte "cut-off-dato" til på søndag den 20. marts. Alle migranter, der ankommer efter denne dato, vil blive sendt tilbage.

Forventningen er ifølge en EU-kilde dog, at det først praktisk vil være muligt at sende folk tilbage fra 4. april.

Det understreges i aftalen, at der ikke bliver tale om massetilbagesendelser, men at Grækenland tværtimod skal sørge for individuel bedømmelse af hver enkelt sag og ankemulighed. Det ventes at lægge beslag på mange sagsbehandlere og måske dommere.

De foreløbige vurderinger fra EU-Kommissionen har lydt på, at der er behov for omkring 4000 tolke, sagsbehandlere og politifolk, for at Grækenland bliver i stand til at løse opgaven.

Det ventes dog ikke at blive et problem at nå op på det nødvendige antal. Ud over Danmark har en række af de øvrige 28 EU-lande ifølge en diplomat allerede meldt sig.

Blandt andet har Tyskland lovet at bidrage med 1000 mand, Storbritannien med 800 og Frankrig med 400.

/ritzau/