Danmarks curlingherrer tvinger USA til VM-overgivelse

Skrevet af admin

02/04/2016

Dagens topnyheder

Team Rasmus Stjerne har fået en rigtig fin start på VM i curling for herrer.

Lørdag aften leverede Danmarks udvalgte bundsolidt spil i turneringens første kamp mod USA og kom foran med 7-1, før amerikanerne med to ender tilbage valgte at give op.

På isen i Basel, Schweiz, kom Danmark på 3-0, før USA reducerede til 1-3 i femte ende. Men fra sjette til ottende ende lavede Danmark i alt fire point, og så valgte amerikanerne altså at sige tak for den aften.

Ved VM 2015 røg USA ud af turneringen i en alt eller intet-kamp mod Finland om en plads blandt de fire hold, som afgjorde medaljerne mellem sig.

Danmarks næste kampe afvikles søndag, hvor modstanderne er netop Finland og så Canada. De to mandskaber sluttede som henholdsvis firer og treer ved VM i Halifax sidste år.

/ritzau/