Danmarks store jazzbassist Hugo Rasmussen er død - 74 år

Skrevet af admin

31/08/2015

Dagens topnyheder

Den legendariske jazzbassist Hugo Rasmussen er død - 74 år. Det bekræfter pianisten Carsten Dahl, der er nær ven af familien, over for Politiken.

Da han blev 18, fik Hugo Rasmussen en kontrabas i fødselsdagsgave. Tre år senere indledte han en karriere som jazzbassist, der nåede at strække sig over et halvt århundrede.

Han var blandt meget andet fast bassist i Pierre Dørges New Jungle Orchestra, ligesom han spillede fast med folkesangeren Trille, den svensk-hollandske Cornelis Vreeswijk samt Niels Hausgaard.

Rasmussen har også spillet med store internationale navne som Ben Webster og Dexter Gordon.

Hugo Rasmussen var aktiv stort set til det sidste - på sidste års Copenhagen Jazz Festival spillede han 23 koncerter i løbet af festivalens 10 dage.

Hvilket faktisk var en nem omgang for Rasmussen, der ifølge eget udsagn har oplevet at spille 33 koncerter hen over sommerfestivalen, skriver Politiken.

Hugo Rasmussen fik sit gennembrud som medlem af Nissen-Fjeldsted Swingtetten i 1962, og året efter droppede han smedearbejdet og blev professionel musiker.

/ritzau/