Dansk Flygtningehjælp: Danmark kan godt løse opgaven

Skrevet af admin

26/09/2014

Dagens topnyheder

Det kan godt være, at der er et loft over, hvor mange flygtninge de danske kommuner kan integrere i lokalsamfundet.

Men der er vi slet ikke endnu, lyder det fra Dansk Flygtningehjælp, efter at flere borgmestre har udtrykt ønske om et stop for flere flygtninge til deres kommuner.

- Den situation, vi har i Mellemøsten lige nu, er en katastrofesituation og en af de største flygtningekatastrofer, vi har set. Der er 16 millioner mennesker i nød, så det kan ikke undre, at vi får et stigende antal flygtninge her til Europa.

- Jeg vil ikke forklejne, at det er en stor udfordring for kommunerne at skulle forholde sig til, at der kommer flere flygtninge, men så længe antallet ikke er højere end nu, så er det en opgave, Danmark godt kan løse, siger Andreas Kamm, generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp.

Det kommer dog ikke bag på Andreas Kamm, at en række borgmestre fredag i Berlingske advarer om, at kommunerne ikke kan blive ved med at tage imod så mange flygtninge, uden at det går ud over integrationen, og at det stigende antal flygtninge kan betyde nedskæringer på andre områder som skoler og ældrepleje.

- Det er sædvane, at når der sker opjustering i antallet af flygtninge, så kommer den her diskussion hurtigt. Det er jo sådan, at det er regeringen, der fører vores udlændingepolitik, men det er kommunerne, som gør jobbet. De råber op nu, fordi de godt ved, hvem der skal lave arbejdet. Det skal de. Og de ved godt, hvem der har det praktiske ansvar - det har borgmestrene.

- Derfor er der ikke noget overraskende i, at de siger: I beslutter det ene, det andet, det tredje og det fjerde, og verden går skævt. Prøv lige at kig ned i pengekassen og se, om I ikke kan give en håndsrækning. Det har jeg sådan set almindelig forståelse for, siger han.

Det er blandt andet manglen på passende indkvartering, som får kommuner til at sige fra over for flere flygtninge, men den forklaring køber Andreas Kamm ikke:

- Det er ikke alle steder, at løsningen er ideel på dag ét, men jeg kommer lige fra Mellemøsten, hvor folk bor i stalde, garager og nedlagte fabrikshaller. Jeg har det sådan, at flygtninge skal først og fremmest have beskyttelse, så er jeg lidt mindre følsom over for, om det bliver lidt mere primitivt i en måned eller to.

/ritzau/