Dansk økonomi stadig under EU's lup

Skrevet af admin

13/11/2013

Dagens topnyheder

Danmarks økonomi skal fortsat granskes ekstra nøje af EU-Kommissionen.

I sin årlige rapport om lande, der kan være i fare for at have ubalance i økonomien, er Danmark igen blandt de lande, der får alarmklokkerne til at ringe.

- Vi vil nu vurdere, om der stadig er ubalance i økonomien. Eller om man har fået løst problemerne, siger økonomikommissær Olli Rehn på et pressemøde i en generel kommentar til de i alt 16 EU-lande, der får anmærkninger denne gang.

Danmarks anmærkning skyldes ligesom sidste år, at de økonomiske indikatorer for privatgæld og for den danske eksports markedsandele bryder de grænser, EU-Kommissionen har sat for, hvornår der er grund til at holde ekstra øje.

Kommissionen bemærker også, at der stadig er problemer på det danske boligmarked.

Boligpriserne fik i april kommissionen til formelt at konkludere, at Danmark lider under makroøkonomiske ubalancer.

Økonomerne i Bruxelles konstaterer, at problemerne på det danske boligmarked i nogen grad er ved at rette sig. Der er også forsigtig optimisme hvad angår den private gæld og eksporten.

Kommissionen konstaterer blandt andet, at den mere beherskede lønudvikling og valutaforhold ventes at støtte den allerede igangværende forbedring af den danske konkurrenceevne.

I det samlede billede konstaterer kommissionen, at den danske betalingsbalance har haft det godt i over to årtier, og at det også ser godt ud på en række andre økonomiske indikatorer.

- De stigende boligpriser i årene op til 2008 pressede privatgælden til meget høje niveauer. Den private gæld er derfor et godt stykke over tærskelværdien, men den har også været for nedadgående siden 2009, hedder det i rapporten.

Ifølge kommissionens analyse er Danmark mindre sårbar over for pludselige rentestigninger, fordi det især er mere velhavende boligejere, der har høj gæld.

Alarmrapporten fra EU-Kommissionen vil de kommende måneder blive fulgt op af en nærmere analyse. Til foråret kommer den formelle rapport om, hvilke lande der vurderes at have reel ubalance i økonomien.

/ritzau/