Dansk OL-damesingle skuffer stort i Australien

Skrevet af admin

08/06/2016

Dagens topnyheder

16-21, 19-21. På 39 minutter røg badmintonspilleren Line Kjærsfeldt ud i første runde af Super Series-badmintonturneringen Australian Open til den upåagtede Lyanny Alessandra Mainaky fra Indonesien.

Indoneseren er blot nummer 143 på verdensranglisten, hvor danskeren er nummer 26.

Nederlaget fandt sted natten til onsdag, og det kom få timer, før danskeren officielt blev udtaget til at repræsentere Danmark ved OL.

Det gør formentlig ikke skuffelsen mindre.

Kjærsfeldt var også oppe mod Mainakyi i mixeddouble, hvor Kjærsfeldt sammen med sin makker, Kim Astrup, vandt 21-6, 21-9 over det indonesiske par.

I mixeddouble leverede det danske par Anders Skaarup Rasmussen og Maiken Fruergaard en stor overraskelse ved at besejre turneringens topseedede konstellation, Tontowi Ahmad og Lilyana Natsir, som er nummer tre i verden.

Danskerne vandt 21-12, 18-21, 21-15 i løbet af 51 minutter.

Første runde bød i det hele taget på en bunke danske sejre.

For eksempel er Hans-Kristian Vittinghus sikkert videre i herresingle, ligesom også Danmarks OL-deltagere i mixeddouble, Joachim Fischer og Christinna Pedersen, der er seedet som nummer to i Australien, kunne nøjes med to sæt i sejren over landsmanden Kasper Antonsen og hans australske makker.

/ritzau/