Danmark er som Storbritannien et EU-land, der har stillet særlige krav og ønsker undtagelser i EU-medlemskabet.
Efter nejet til Maastricht-traktaten i 1992 fik Danmark forhandlet sig frem til en særordning - Edinburghaftalen - der blev vedtaget ved en folkeafstemning i 1993.
Ordningen betyder blandt andet, at Danmark står uden for den fælles mønt og fælles europæisk forsvarspolitik.
Ifølge EU-ekspert Lykke Friis tales der i Bruxelles i korridorerne om "den danske løsning" og den juridiske konstruktion, der lå bag Edinburgh-afgørelsen, som mulig inspiration for en britisk løsning.
Men EU-eksperten understreger, at der er afgørende forskel på de forbehold, som Danmark har opnået, og de ændringer, som briterne kræver:
- Den grundlæggende forskel er hele vejen rundt, at Storbritannien beder om noget, som kan påvirke alle. Vi bad om noget, der kun påvirkede os.
- Vi ville gerne stå uden for euroen. Storbritannien beder om at få lov til at have en ordning, hvor for eksempel polakker, der kommer til Storbritannien, ikke får lige så meget i løn som briter. Det påvirker polakkerne.
Ved vedtagelsen af den juridisk bindende Edinburgh-afgørelse blev der skrevet ind, at afgørelsen skulle føjes ind i EU-traktaten, når der på et tidspunkt kom en traktatændring. Den kom ved en regeringskonference i Amsterdam i 1997.
Men briterne har ikke, som det var tilfældet med danskerne, en tilsvarende juridisk knage, som de kan hænge deres hat på, siger Lykke Friis.
- I kalenderen kan man ikke få øje på, at der skal være en traktatændring. Det er ikke lige det, som de andre stater har allermest lyst til. Regeringskonferencer og traktatændringer står ikke højst på ønskelisten, siger hun.
Hun nævner det forestående franske præsidentvalg og tyske forbundsdagsvalg i 2017 som begivenheder, der kommer før en traktatændring.
/ritzau/
