Dansk svømmechef er vred efter frifindelse af russer

Skrevet af admin

13/07/2016

Dagens topnyheder

Den russiske svømmestjerne Yulia Efimova er klar til at konkurrere ved OL i næste måned, selv om hun i februar blev testet positiv for det forbudte stof meldonium.

Det blev en kendsgerning tirsdag, da Det Internationale Svømmeforbund (Fina) droppede dopinganklagerne imod hende.

Det vækker opstandelse hos sportschefen i Dansk Svømme Union, Lars Green Bach. Ikke mindst fordi Efimova tidligere i karrieren har været dopingdømt.

- Det er en utrolig ærgerlig konklusion på forløbet. Tilliden til, at hun som tidligere dopingdømt er uskyldig, ligger for mit vedkommende på et meget lavt sted, og jeg synes, det er drønærgerligt for svømmesporten, siger han til TV 2 Sport.

Han efterlyser, at instanserne i svømmesporten viser samme mod som instanserne inden for tennisverdenen, hvor russeren Maria Sharapova har fået karantæne for brug af samme stof, der blev gjort ulovligt fra årsskiftet.

Når Efimova slipper for videre tiltale, er det fordi hendes prøver øjensynligt har haft så lave værdier, at tvivlen er kommet hende til gode, vurderer Michael Ask, direktør i Anti Doping Danmark.

- Der er grænseværdier for, hvor hurtigt stoffet skal være ude af kroppen, og der må være så lille en mængde i hendes prøve, at det ikke endegyldigt kan bevise, at hun har indtaget stoffet efter den 1. januar, hvor stoffet blev forbudt, siger Michael Ask.

Efimova, der fire gange er blevet verdensmester i brystsvømning, kan ved OL i Rio blive en af Rikke Møller Pedersens hårdeste konkurrenter i brystsvømning.

Ved OL i London i 2012 vandt russeren bronze i 200 meter bryst foran Rikke Møller Pedersen på fjerdepladsen.

Tilbage i 2014 blev Efimova udelukket i 16 måneder fra sporten, efter at hun var grebet i at have brugt anabole steroider.

/ritzau/