Danske Museer: Sikkerheden på museer skal genovervejes

Skrevet af admin

20/08/2015

Dagens topnyheder

Når et tyveri som det Glyptoteket blev udsat for den 16. juli finder sted, skal det give anledning til genovervejelser af museets sikkerhed.

Det mener Frank A. Rasmussen, som er formand for Organisationen Danske Museer, der er interesseorganisation for de danske museer.

- Det her kan føre til, at vi må stramme sikkerhedsprocedurerne på de danske museer, og som oftest er konsekvensen desværre endnu mere overvågning og sikring, siger han.

Det var en kostbar bronzebuste af billedhuggeren Auguste Rodin, der af to mænd blev stjålet fra Glyptoteket.

Cirka en uge før tyveriet var tyvene inde på museet for at rekognoscere, og politiet formoder, at de ved dette besøg satte alarmen på busten ud af spil.

Rasmussen fortæller, at sikkerheden hele tiden er på museernes dagsorden, og at man konstant arbejder på at finde den rigtige balance mellem tilstrækkelig sikkerhed og at give publikum den bedste oplevelse.

- Jo mere panserglas vi sætter over vores kunstgenstande, jo mere fjerner vi dem også fra det publikum, vi gerne vil servicere. I værste konsekvens kan publikum ikke længere komme helt tæt på kunsten, siger han.

Københavns Politi fortæller til Ritzau, at man ud fra videoovervågningen kan se, de to formodede gerningsmænd putte busten i en pose og derefter lægge den i en medbragt taske.

På flere af de danske museer må man ikke have taske med ind, men det mener Frank A Rasmussen må være op til de enkelte museer at vurdere risikoen ved.

- Sikkerheden skulle nødig blive som i en lufthavn, men jeg er helt enig i, at dette skal give anledning til genovervejelser, om hvorvidt vi gør det godt nok med hensyn til sikkerheden, siger han.

Glyptoteket vil ikke sætte pris på den 25,5 cm høje bronzebuste, som Rodin modellerede i 1863. Men selv skrev den store franske billedhugger, at det var hans mest vellykkede modellering, og han støbte i sin levetid flere versioner.

/ritzau/