Danske skolelever har markant flere undervisningstimer i løbet af grundskolen end de øvrige 36 OECD-lande. Det viser OECD-rapporten Education at a Glance.
Ifølge rapporten har danske skolelever 10.040 obligatoriske undervisningstimer, mens gennemsnittet i OECD-landene er 7570 timer. Det er en forskel på 33 procent.
Nummer to på listen er Australien, hvor skoleeleverne har 10.000 undervisningstimer i løbet af den samlede skoletid i grundskolen.
Både danske og australske skolebørn går dermed markant mere i skole end ungarske børn. Ungarn har nemlig kun 5553 undervisningstimer, hvilket er færrest af alle.
De mange undervisningstimer i Danmark er et udtryk for, at vi har for meget fokus på kvantitet frem for kvalitet i undervisningen. Det mener Anders Bondo Christensen, der er formand for Danmarks Lærerforening.
- I Danmark har politikerne gjort præcis det, som der ikke er evidens for virker. Her har man forringet lærernes mulighed for at skabe kvalitet i undervisningen og samtidig udvidet elevernes undervisningstimetal betydeligt, skriver han i en pressemeddelelse.
Anders Bondo Christensen kalder kombinationen problematisk, og han opfordrer til en diskussion om, hvordan man sikrer eleverne den bedst mulige undervisning.
Undersøgelsen viser også, at børn i Finland har 6327 undervisningstimer, hvilket er mindst blandt de nordiske lande. Det til trods beskrives det finske skolesystem ofte, ifølge lærerformanden, som det bedste i verden.
- I Finland fokuserer man på at skabe gode rammer for elevernes undervisning. Lærerne har mulighed for at forberede, efterbehandle og løse opgaver i tilknytning til undervisningen, som giver eleverne indhold og feedback.
- Og det er det, som giver resultater, og det burde vi selvfølgelig lade os inspirere af, skriver Anders Bondo Christensen.
/ritzau/