De stribede fra Matas trodser krisen

Skrevet af admin

27/11/2013

Dagens topnyheder

De stribede fra Matas er populære.

Trods nedgang i forbruget handler kunderne fortsat hos Matas. Og i de første seks måneder af regnskabsåret 2013/14 fik selskabet en omsætning på 1,58 milliarder kroner - en stigning på 4,4 procent i forhold til halvåret sidste år.

Samlet kommer Matas ud med et overskud før skat på bundlinjen på 140 millioner kroner mod 153,3 millioner kroner i første halvår af 2012/13.

Matas gik på børsen i sommer. Og børsintroduktionen kostede selskabet engangsomkostninger på 28,1 millioner kroner, oplyser Matas i halvårsregnskabet.

- I lyset af et marked, hvor forbrugerne stadig er tilbageholdende, er vi taknemmelige overfor den loyalitet, som vores kunder viser os, siger Matas-direktør Terje List.

- Vi vil fortsat arbejde hårdt for at fastholde og udbygge vores position i markedet, hvilken er afgørende for, at vi fortsat kan skabe øget værdi for vores aktionærer, siger direktøren i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet.

I kulissen lurer dog stadig en skattesag, der kan koste et trecifret millionbeløb.

I det tidligere efterår stadfæstede Landsskatteretten en afgørelse fra Skat om, at Matas ikke skulle have haft fradrag for en række transaktionsomkostninger i forbindelse kapitalfonden CVC's overtagelse af flere end 250 Matas-butikker i 2007.

Skattesagen omhandler årene 2006-2009.

- I begge tilfælde er afgørelserne ikke faldet ud til Matas fordel. Matas er uenig i afgørelserne og agter at bringe begge sager til de respektive højere retsinstanser, oplyser Matas i forbindelse med halvårsregnskabet.

Matas fastholder forventningerne til hele året og på et uændret niveau.

/ritzau/