Den ugentlige arbejdstid i Portugal stiger fra 35 til 40 timer

Ansatte i den offentlige sektor i Portugal må indstille sig på en arbejdsuge på 40 timer. Det står fast, efter landets forfatningsdomstol ifølge Reuters mandag godkendte et politisk tiltag fra Portugals regering, som har lagt fem timer oven i den ugentlige arbejdstid for offentligt ansatte.

Planen om ekstra arbejdstimer blev vedtaget af regeringen i sommers som led i omfattende spareplaner, og den er blevet mødt af heftig kritik fra blandt andet den politiske opposition, der beskylder regeringen for at underminere de offentligt ansattes rettigheder.

Forfatningsdomstolen har tidligere udfordret en række af regeringens spareplaner, herunder beskæringer af pensioner og offentligt ansattes feriepenge.

Flere af regeringens øvrige tiltag, der er inkluderet i landets finanslov for 2014, kan ifølge Reuters blive udfordret i retten i de kommende uger.Portugal fik i 2011 bevilget et lån på 78 milliarder euro fra EU, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond for at redde landets skrantende økonomi.

BNB

 

Dagens Gossip