Derfor skal du være under 32 år, når du bliver gift

Skrevet af Kristine Bugbee

20/07/2015

Dagens topnyheder

Kvinder: I skal ikke trave op til alteret i kirken for tidligt i livet - men heller ikke for sent.

Når et kærestepar bliver gift, efter at kvinden er fyldt 32 år, vokser chancen for, at deres ægteskab går i opløsning på et senere tidspunkt, skriver Metro.

Og for hvert år der går efter det, før man siger ja til hinanden, stiger risikoen for skilsmisse yderligere.

Det viser forskning foretaget af sociologen Nicholas Wolfinger fra University of Utah.

De langtidsholdbare ægteskaber er dem, der bliver indgået, når kvinden i parforholdet er mellem 25 og 32 år, viser tallene.

- Min data viser, at for hvert ekstra år, der går, frem til at kvinden er fyldt 32 år, der falder risikoen for skilsmisse med 11 procent. Efter det stiger risikoen for skilsmisse med fem procent om året, siger Nicholas Wolfinger.

Par, som bliver gift i teenagealderen, har dog den største sandsynlighed for at blive skilt.

Tidligere forskning har vist, at kærestepar, som bliver gift senere i livet, har størst chance for at blive sammen, og en sociolog fra University of Maryland har da også kritiseret Wolfingers resultater.

Philip Cohen har ved hjælp af anden data undersøgt det samme som Wolfinger, og hans konklusion er, at par som bliver viet senere i livet har større chance for succes.

Så måske er der alligevel ingen grund til at indgå et panikægteskab bare fordi, at du er tæt på 32.

Følg Dagens Kvinder for flere lignende artikler: