DF og S møder Haarder med nye tiltag mod hadprædikanter

Skrevet af admin

07/04/2016

Dagens topnyheder

Torsdag samler kirke- og kulturminister Bertel Haarder (V) samtlige partier til det første egentlige forhandlingsmøde om en skærpet indsats over for ekstreme imamer.

Og de to største partier, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti, har nye forslag med til forhandlingsbordet.

Begge partier støtter regeringens forslag om at standse hadprædikanter ved grænsen og se på mulighederne for at fratage ekstreme imamer retten til at vie folk.

Derudover vil Dansk Folkeparti forbyde opførelse af flere stormoskeer, give bedre muligheder for at fratage imamer deres danske statsborgerskab og begrænse deres religionsfrihed.

- Med udgangspunkt i grundlovens paragraf 67 om religionsfrihed skal man gøre det klart, at det er ulovligt at undervise i eller vejlede om stening, fysisk afstraffelse af børn og et parallelt retssystem, som står i opposition til det danske.

- Der skal falde en fængselsstraf, hvis man overtræder det, siger udlændingeordfører Martin Henriksen (DF).

Hvis imamer eksempelvis gør sig skyldige i at opfordre til fysisk afstraffelse, skal de i hans optik have frataget deres statsborgerskab. Også selv om de dermed bliver statsløse.

- Det er korrekt, at de vil blive statsløse, hvis de kun er danske statsborgere, men det anser vi ikke for værende vores problem. Det skulle de have tænkt over lidt før, siger Martin Henriksen.

Socialdemokraterne foreslår sideløbende, at myndighederne skal kunne lukke hjemmesider, hvor der florerer hadske ytringer og billigelse af eller opfordring til terror, skriver dr.dk.

- Vi ønsker at slå lige så hårdt ned på de hjemmesider, der opfordrer til eller hylder terror, som vi kan på børnepornosider, siger politisk ordfører Nicolai Wammen (S) til dr.dk.

Socialdemokraterne ønsker også at skærpe tilsynet yderligere med friskoler.

Kirke- og kulturminister Bertel Haarder har udtalt, at han ikke på forhånd vil udelukke nogen forslag i forhandlingerne.

/ritzau/