DF om Venstres EU-opgør: Indstil skydningen

Skrevet af admin

23/05/2016

Dagens topnyheder

Det er pinligt, at Venstre bruger kræfter på at smide mudder i hovedet på Dansk Folkeparti i stedet for at gå målrettet efter en parallelaftale, der kan sikre, at Danmark fortsat kan være en del af Europol-samarbejdet.

Det mener Dansk Folkepartis EU-ordfører, Kenneth Kristensen Berth, efter regeringen i Berlingske har startet EU-opgør med støttepartiet.

Venstre er mildest talt træt af, at formand Kristian Thulesen Dahl (DF) kalder det, "meget, meget nemt" at få en dansk parallelaftale, hvis bare der er politisk vilje.

- Vi andre kan også blive ret trætte af at høre på Venstre, siger Kenneth Kristensen Berth.

- Jeg havde troet, at vi nu gik positivt ind i at få den parallelaftale. Der er ikke sket andet, end der er blevet gravet dybere grøfter, og det bidrager det her jo også til, siger han.

Venstre har flere gange sagt, at det bliver svært at opnå en Europol-aftale. Samme budskab havde EU-præsident Donald Tusk, da han og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sammen holdt pressemøde i sidste uge.

Men DF-ordføreren mener, at de europæiske stats- og regeringsledere prøver at få de danske forhandlinger til at se svære ud.

- Jeg havde forventet, at man indstillede skydningen og gik målrettet efter en parallelaftale. Men det eneste, der er sket, er, at ja- og nejpartierne slår hinanden oveni hovedet. Og det er ærlig talt ja-partierne, der har startet den slåskamp, siger han.

Det er blandt andet Venstres EU-ordfører, Jan E. Jørgensen, som har harceleret over Dansk Folkepartis udtalelser.

- Skal man forstå Dansk Folkeparti rigtigt, så står Lars Løkke og Donald Tusk og lyver om, at det her er svært. Det er en ret uhyrlig påstand, og jeg synes faktisk, det er forstemmende, at vi er nået dertil, hvor man skal høre på den slags, siger han til Berlingske.

/ritzau/