Disse 5 madvarer skal du passe på med at genopvarme

Det er både en gevinst for miljøet og pengepungen, når vi gemmer resterne fra aftensmaden og genopvarmer dem næste dag.

De fleste rester kan godt tåle en ny tur i gryden eller mikroovnen, men der findes også et par ret almindelige madvarer, som ikke har specielt godt af det - med mindre man er virkelig påpasselig.

Det skriver Independent

Kylling
Fjerkræ kan ikke tåle at blive genopvarmet på grund af risikoen for salmonellaforgiftning. Særligt ikke i en mikroovn, fordi den ikke varmer maden jævnt op, hvilket betyder, at nogle dele bliver varme hurtigere end andre. En anden årsag til at genopvarmning af kylling frarådes er, at kylling indeholder flere proteiner end rødt kød. Når kyllingen bliver varmet op igen, nedbrydes proteinerne forskelligt, hvilket kan give dårlig mave.

Ris
Problemet med at genopvarme ris ligger ikke i selve genomvarmning. Det vigtigste er, at risene ikke har fået lov til at hygge sig på køkkenbordet i stuetemperatur inden nedkøling. Så begynder bakterierne nemlig at holde fest i gryden og formere sig, og du kan som resultat få en madforgiftning, selvom du varmer risene op igen.

Kartofler
Det er nogenlunde samme problem, der gør sig gældende for kartofler. Hvis de efterlades på køkkenbordet kan man risikere, at bakterien Clostridium botulinum begynde at vokse. Bakterien kan danne et ekstremt farligt giftstof, der giver botulisme (også kendt som pølseforgiftning). Risikoen er særligt høj, hvis kartoflerne er pakket ind i sølvpapir og ikke får ilt. Genopvarmning dræber ikke altid bakterien.

Champignoner
Champignoner indeholder proteiner, som hurtigt kan blive nedbrudt af enzymer og mikroorganismer. Hvis de ikke bliver opbevaret ordentligt, begynder de hurtigt at blive dårlige og kan derefter give rigtig ondt i maven. Undgå som minimum at genopvarme dem mere end 24 timer senere.

Spinat og persille
Spinat og persille indeholder høje koncentrationer af nitrat, som i sig selv er helt harmløst. Problemet opstår, når nitrat forvandler sig til nitrit og nitrosaminer, der dannes i tarmen og kan forgifte os alvorligt. En sådan forgiftning påvirker blodets evne til at bære ilt og er især farlig for børn. Spinat og persille kan godt tåle at blive genopvarmet, hvis du er meget obs på at skylle bladene grundigt, opbevare dem ordentligt og varme dem grundigt op.

Følg Dagens Sundhed for flere lignende artikler:

 

 

 

 

 

 

Dagens Gossip