Dødssyge Christinas indsamling stoppet: Donation kan være ulovlig

Indsamlingssiden, Caremaker, har valgt at standse Christina Berg Gregersens egen indsamling, der skal betale for hendes død. Årsagen er juridisk uklarhed. Det oplyser Caremakers direktør Søren Nørgaard til Dagens.dk.

Tidligere i dag blev den kun tre dage gamle indsamling, der er oprettet af 28-årige Christina Berg Gregersen, der lider af den uhelbredelige hjernesygdom Huntington Chorea, stoppet af den danske indsamlingsside, Caremaker.

LÆS OGSÅ: 28-årig kvinde mangler 120.000 kroner til aktiv dødshjælp

- Vi har sat indsamlingen i bero, så man kan ikke lave donationer. Vores advokat er ved at undersøge de juridiske aspekter ved at donere til en indsamling som denne, siger medstifter og direktør ved Caremaker, Søren Nørgaard, til Dagens.dk og tilføjer:

- Vi er nødt til at sikre os, at vores donorer ikke bliver retsforfulgt for at støtte en indsamling på vores side. 

Beslutningen fra Caremaker kommer blandt andet efter juralektor Trine Baumbach udtaler i Kristelig Dagblad, at det er tvivlsomt, hvorvidt det er lovligt at donere penge til en person, der vil tage sig eget liv, og at støtterne risikerer en straffesag for at medvirke til selvmord.

- Det er på grænsen til det strafbare, men samtidig er det et uafklaret spørgsmål rent strafferetsligt, fordi der ikke har været lignende sager tidligere. Spørgsmålet kompliceres yderligere af, at hvor man i Danmark kan straffes for at medvirke til et selvmord, så har man ifølge Den Europæiske Menneskeretsdomstol samtidig ret til at tage sit eget liv, siger lektor Trine Baumbach til Kristelig Dagblad.

Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med

Christina har set, hvad Huntington Chorea gjorde ved hendes mor, som døde af sygdommen i 2003, og derfor ønsker den unge kvinde at gøre en ende på livet, inden sygdommen tager over. Det var hendes mål at indsamle 120.000 kroner, der skulle betale for et såkaldt assisteret selvmord i Schweiz, hvor aktiv dødshjælp er lovlig - modsat i Danmark.

Caremakers advokat vil enten i dag eller i morgen oplyse indsamlingsfirmaet om, hvad der er op og ned i sagen, fortæller Caremakers direktør, Søren Nørgaard. Og herefter vil Caremaker beslutte, hvorvidt Christinas indsamling kan fortsætte eller definitivt slutte.

- Hvis vi beslutter, at indsamlingen skal lukke, fordi der er et juridisk problem, får de personer, der har doneret, refunderet deres bidrag, siger Søren Nørgaard til Dagens.dk.

Caremaker har ikke tidligere oplevet en indsamling, hvor en person samler penge ind til sin egen død. 

Dagens Gossip