Dødstal efter Mekka-panikløb stiger igen: 1800 blev dræbt

Skrevet af admin

17/10/2015

Dagens topnyheder

Antallet af mennesker, der i september omkom i Mekka, da panik brød ud i forbindelse med den muslimske pilgrimsfærd, løber op i 1807.

Det konkluderer det tyske nyhedsbureau dpa, der har indhentet oplysninger fra 28 lande, som havde deltagende pilgrimme i Saudi-Arabien, om antallet af ofre i tragedien.

Optællingen viser, at flere end 1800 mennesker døde i den største ulykke, som nogensinde har ramt den fem dage lange pilgrimsfærd.

Saudi-Arabien har sat det officielle dødstal til at være 769, mens 934 blev såret ifølge myndighederne.

Tidligere har andre medier foretaget lignende opgørelser. For en uge siden rapporterede det amerikanske nyhedsbureau AP således om mindst 1453 dødsofre.

Der er ikke klare oplysninger om, hvad der udløste panikken, der betød, at folk blev mast og trampet ihjel på pilgrimsfærden, hvor over to millioner mennesker deltager årligt.

Tragedien skete på den tredje dag af den fem dage lange færd.

Ifølge dpa-optællingen omkom særligt iranere under panikløbet. Her melder myndighederne om 465 døde i Mekka.

181 egyptere mistede livet, og lande som Mali, Nigeria, Indonesien og Indien melder alle om flere end 100 dræbte statsborgere.

Episoden har udløst vrede og kritik af Saudi-Arabien, og en undersøgelse af ulykken er sat i gang.

Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, har krævet, at Saudi-Arabien undskylder for de mange mennesker, der mistede livet under pilgrimsrejsen hajj.

Pilgrimsfærdens destination er Masjid al-Haram-moskéen i Mekka, som huser Kabaen - en sort terningeformet helligdom af granit fra de omkringliggende bjerge.

Kort før panikken brød ud, havde det lokale civilforsvar advaret om, at der var problemer med for megen trængsel.

Talsmanden for indenrigsministeriet, general Mansur al-Turki, påpegede dengang, at sommerheden med 46 graders varme og udmattelse hos mange af pilgrimmene var en del af baggrunden for udbruddet.

/ritzau/