Dømt kroejer glæder sig til at få kongekrone tilbage

Skrevet af admin

21/12/2015

Dagens topnyheder

Det er godt, at landets politikere er kommet til fornuft og vil tillade, at landets ældste kroer fortsat kan skilte med den lukkede kongekrone.

Sådan lyder det fra ejer af Grønhøj Kro ved Viborg Gregers Laigaard.

Han blev tidligere på måneden dømt til at fjerne det kongelige symbol fra kroens hjemmeside og fra en sten i kroens have.

Men nu vil et politisk flertal ændre loven.

- Det har jeg det fint med. Bedre sent end aldrig, siger Gregers Laigaard, der også er idømt en bøde på 3000 kroner.

- Selvfølgelig betaler jeg bøden, for jeg er jo en lovlydig borger. Men jeg synes da, det er lidt ærgerligt, at der ikke er flere politikere, der har trukket i arbejdstøjet noget før i den her sag, siger Gregers Laigaard.

Efter nederlaget ved byretten i Viborg i december fjernede han den lukkede kongekrone fra hjemmesiden og satte en plade foran stenen med det omstridte symbol.

- Jeg ser da frem til den dag, hvor jeg kan fjerne pladen foran stenen igen, siger Gregers Laigaard.

Grønhøj Kro stammer fra 1848, og det har været en kongeligt privilegeret kro, siden Gregers Laigaards tipoldefar overtog kroen i 1864.

Privilegiet indebar, at alle kunne få et måltid mad og en seng at sove i, uanset hvilken tid på døgnet man indfandt sig. Desuden måtte kromanden frit brænde brændevin.

I 1912 blev der vedtaget en lov, der betød, at kun kongehuset og statslige myndigheder måtte bruge den lukkede kongekrone.

Loven har dog ikke været håndhævet, og det var først, da Rigsarkivet tidligere i år blev gjort opmærksom på Grønhøj Kros brug af det kongelige symbol, at kroen blev politianmeldt.

Hos brancheorganisationen Horesta er erhvervsjuridisk chef Kaare Friis Petersen glad for udsigten til en lovændring.

- Vi synes, der er en god historisk begrundelse for, at disse kroer bør have lov til at anvende den lukkede kongekrone, siger Kaare Friis Petersen.

Et bredt flertal bestående af Venstre, Dansk Folkeparti, De Konservative, Liberal Alliance og Alternativet ønsker at ændre loven.

/ritzau/