Dom: Norges isolation af Anders Breivik er umenneskelig

Skrevet af admin

20/04/2016

Dagens topnyheder

Den norske stat er dømt for krænkelser af menneskerettighederne i sagen, som massemorderen Anders Behring Breivik har anlagt.

Breivik får medhold i et af sine anklagepunkter, nemlig at afsoningsforholdene er en krænkelse af hans grundlæggende rettigheder.

Oslo Tingrett mener, at forholdene, som han afsoner under, er i strid med den europæiske menneskerettighedskonventions artikel tre. Denne artikel siger, at ingen må udsættes for tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

Advokat Øystein Storrvik dokumenterede i løbet af retssagen, at Breivik stort set er overladt til sig selv 22-23 timer i døgnet, og at han siden sin anholdelse har været udsat for mange hundreder kropsvisiteringer i nøgen tilstand og har fået håndjern på over 3000 gange.

Bevægelsesfriheden på afdelingen, hvor Breivik sidder som eneste indsat, er meget begrænset, og muligheden for menneskelig kontakt er lille.

Breivik anførte i retten, at graden af isolation og omfanget af de sikkerhedstiltag, han er underlagt, krænker flere artikler i menneskerettighedskonventionen.

Han fik dog ikke medhold i sin anklage om, at staten også overtræder artikel otte, der handler om privatlivets fred. Alle Breiviks breve bliver læst igennem af fængslets personale.

Breivik, som er dømt 21 års forvaring for drab på 77 mennesker i Oslo og på Utøya i 2011, har under den fire dage lange retssag sagt, at afsoningsforholdene er så umenneskelige, at han ville have foretrukket dødsstraf.

Statens advokater afviste i retten, at Breiviks menneskerettigheder er krænket, eller at isolationsfængslingen skulle have skadet ham.

De erkender, at Breivik har været underlagt strenge restriktioner, siden han blev anholdt 22. juli 2011, men det er inden for rammerne af menneskerettighedskonventionen, mener den norske stat.

Statens advokat, Adele Matheson Mestad, kaldte Breivik en narcissistisk poseur, der har hånet retsstaten ved sin opførsel i retten.

Oslo Tingrett har afgjort, at staten skal betale Breiviks sagsomkostninger på 331.000 norske kroner.

/ritzau/NTB