Dom: Tyv kendte intet til filmstjernes milliondyre smykker

Skrevet af admin

24/02/2016

Dagens topnyheder

En polsk mand vidste efter alt at dømme ikke, hvad der ventede ham, da han i december sidste år brød ind på en kinesisk filmstjernes hotelværelse i København.

Det fastslår Københavns Byret onsdag eftermiddag i en dom, der netop lægger vægt på den 33-årige mands uvidenhed.

I hotelværelset på First Hotel Kong Frederik fandt den tiltalte smykker til en værdi af over fire millioner kroner, og ifølge anklagemyndigheden gik manden målrettet efter netop de dyrebare smykker.

På den baggrund mente senioranklager Ebbe Arentoft, at tyveriet var så groft, at det skulle koste den tiltalte fængsel i mindst to år og seks måneder.

Men her var retten uenig.

- Vi mener ikke, at du havde kendskab til det meget værdifulde indhold, der var i værdiboksen, siger retsformanden om afgørelsen.

Derfor slipper den 33-årige med en fængselsstraf på ti måneder. Hertil kommer, at han udvises af Danmark med indrejseforbud i seks år.

Netop udsigten til at skulle forlade landet, hvor hans seksårige datter bor, udtrykte polakken bekymring over.

- Jeg er frygtelig ked af, hvad jeg har gjort. Jeg skammer mig. Det her land har givet mig alt, hvad jeg har drømt om. Jeg har kunnet udleve mine drømme her, sagde han umiddelbart inden dommen.

Tidligere havde manden forklaret, hvordan han 6. december sidste år var gået ind på First Hotel Kong Frederik med henblik på at stjæle.

At han endte med at bryde ind på netop det værelse, hvor den kinesiske filmstjerne Tao Liu boede, skyldtes alene det faktum, at det lå som sidste værelse på øverste etage.

- Jeg regnede med, at der var mindst risiko for at blive opdaget her, forklarede manden, der blev anholdt dagen efter ved færgelejet i Rødbyhavn på Lolland.

Tao Liu, der blandt andet har været med i storfilmen "The Last Concubine", var i december sidste år på besøg i Danmark som led i et reklamefremstød for den danske skofabrikant Ecco.

Efter tyveriet skrev hun ifølge TV2 på det kinesiske sociale medie Weibo, at hun havde været udsat for en forbrydelse.

- Pengeskabet i mit værelse og alt indeni blev simpelthen stjålet. Indeni var der smykker og ure til en værdi af fire millioner (yuan, cirka 4,31 millioner danske kroner, red.) og nogle kontanter. Hele pengeskabet blev stjålet. Dette er forfærdeligt.

/ritzau/