DR: Syrienskriger anholdt i Kundby-sag

Skrevet af admin

15/01/2016

Dagens topnyheder

Den 15-årige pige fra Kundby på Nordvestsjælland, der torsdag blev fremstillet i grundlovsforhør, kædes nu sammen med en mandlig syrienskriger. Det erfarer DR Nyheder.

Manden fremstilles fredag eftermiddag i grundlovsforhør for lukkede døre i Retten i Holbæk.

Ifølge DR's oplysninger er der tale om en mand, der tidligere har været i Syrien, hvor han har lært at håndtere våben.

DR skriver desuden, at manden er vendt tilbage til Danmark i løbet af 2015. På de sociale medier har den 15-årige pige kaldt manden for "sin bedste ven".

Pigen har også uploadet et billede af en ung, maskeret mand, som flere kilder, der kender syrienskrigeren, genkender over for DR Nyheder.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyste tidligere fredag i en meget kortfattet pressemeddelelse, at en person vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk.

Vedkommende blev anholdt torsdag klokken 16.20 i Østjylland.

Politiet ønsker ikke at kommentere, om fremstillingen har relation til sagen om den 15-årige pige, men både DR og TV2 erfarer, at de to sager har en sammenhæng.

Torsdag blev den 15-årige pige varetægtsfængslet til 9. februar. Derudover skal hun sidde i isolation til 26. januar. Også hendes grundlovsforhør blev holdt for dobbeltlukkede døre, så stort set intet er sluppet ud om sagen til offentligheden.

Men ifølge TV2 er pigen mistænkt for at billige terrorhandlinger og være i besiddelse af sprængstoffer.

Den danske pige er konverteret til islam, og ifølge flere medier har hun på de sociale medier udtrykt sympati for hellig krig.

/ritzau/