Duncan er til træneruddannelse i denne uge

Skrevet af admin

11/12/2013

Dagens topnyheder

Morten "Duncan" Rasmussen er i denne uge i gang med at tage en T-træneruddannelse, som Dansk Boldspil-Union (DBU) står for.

Angriberen, der til dagligt spiller for Superligaens førerhold, FC Midtjylland, har sin holdkammerat Kristian Bak Nielsen med i Vejen, hvor træneruddannelsen i denne uge finder sted.

I alt 43 nuværende og tidligere spillere er tilmeldt forløbet, og DBU's træneruddannelseskonsulent Peter Rudbæk forklarer her hvorfor:

- Spillere fra højeste niveau har selvfølgelig en stor "tavs viden", som de har opnået gennem deres karriere.

- T-træneruddannelsen er med til at give nogle spillere, der allerede har afprøvet spillet som aktiv, nogle redskaber til at omsætte den aktive erfaring til en mere rådgivende og analyserende rolle som træner.

- For mange spillere er det jo helt naturligt at afprøve trænerfaget. For nogen er trænerfaget det rigtige, for andre ikke.

- Derfor er det også fint, at flere spillere tager uddannelsen, mens de stadig er aktive, for jo hurtigere finder de ud af, om det er noget for dem, siger Peter Rudbæk.

OB's Anders Møller Christensen samt den tidligere topspiller Peter Møller er også med i Vejen.

/ritzau/