Efter finanslovsforlag: Pape går til kamp for grundskyld

Skrevet af admin

29/09/2015

Dagens topnyheder

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) kan se frem til, at De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, ved de kommende finanslovsforhandlinger kommer til at kæmpe en brav kamp for grundskylden.

Det er afgørende, at der gøres noget ved den stigende grundskyld, siger Pape til Ritzau, efter at Venstre-regeringens finanslovsforslag for 2016 er blevet fremlagt.

- Jeg er tilfreds med, at regeringen har lyttet til det, vi har sagt i lang tid omkring skattelettelser på erhvervsområdet.

- Det ser jeg frem til, men det er klart, at vi mangler fuldstændig, at boligejere og grundskylden bliver adresseret.

- Det er afgørende punkter for os i finanslovsforhandlingerne, at almindelige mennesker kan bo i deres hus, hvor skatterne ikke bare stiger og stiger, siger Pape til Ritzau.

Grundskyld står ikke nævnt med ét ord i finanslovsforslaget, konstaterer Pape.

- Det er nok som forventet, men mon ikke regeringen er klar over, at vi kommer med fuld fart og tager det emne med ind i forhandlingslokalet? Jeg kan garantere, at vores hovedprioritet bliver at få gjort noget ved grundskylden, siger Pape.

Andre prioritetsområder for De Konservative er flere penge til politiet samt klima og miljø.

/ritzau/