Eivind Kolding bliver ny Novo-direktør

Danske Banks tidligere topchef Eivind Kolding efterfølger Henrik Gürtler som administrerende direktør for Novo A/S, oplyser Novo i en pressemeddelelse.

Den 54-årige Eivind Kolding tiltræder 1. maj 2014 som administrerende direktør for Novo A/S, hvor han afløser Henrik Gürtler, der fratræder 1. august 2014.

Eivind Kolding er uddannet jurist og har senest beklædt stillingen som ordførende direktør i Danske Bank 2012–2013.

Før det var Eivind Kolding i 22 år ansat i A.P. Møller-Mærsk-koncernen.

Henrik Gürtler har været administrerende direktør i Novo A/S siden 2000 og beklædte forinden en række poster i Novo Nordisk A/S siden ansættelsen i 1977, senest posten som medlem af koncerndirektionen med særligt ansvar for koncernstabene.

Det forventes, at Henrik Gürtler vil fortsætte som bestyrelsesformand i Novozymes A/S.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV