EL: Centraliserer billetsystemerne for bus og tog

Skrevet af admin

19/08/2015

Dagens topnyheder

Problemerne med uigennemskuelige billetpriser i den kollektive trafik er så alvorlige, at Enhedslisten nu opfordrer til, at man samler ansvaret hos et landsdækkende organ.

- Der er et virvar af takst-, zone- og rabatsystemer, og det sidder der en helt masse mennesker i trafikselskaber, regioner og kommuner og arbejder med. Og de skal simpelthen sættes fra bestillingen, siger trafikordfører Henning Hyllested til Ritzau.

Den melding kommer som reaktion på en beretning fra Statsrevisorerne, der konstaterer, at en harmonisering "reelt ikke er mulig" under de nuværende forhold.

De regionale trafikselskaber, togoperatørerne og metroselskaberne har i seks år forgæves forsøgt at nå til enighed om en harmonisering af takststrukturerne i den kollektive trafik.

Og det har længe været nødvendigt med et politisk indgreb, mener Henning Hyllested.

- Grunden til, at det ikke er sket, er, at der ikke har været politisk mod til det, fordi man kommer til at træde en helt masse mennesker og organisationer over tæerne.

- Nu har de forhandlet i flere år, og det er ikke blevet til en skid, så nu er transportministeren nødt til at skære igennem, konstaterer han.

Hos ministerens eget parti, Venstre, er transportordfører Kristian Pihl Lorentzen ikke parat til at forholde sig til mulige løsninger.

- Der er flere forskellige muligheder, man kan forestille sig. Nu skal transportministeren have lejlighed til at se på det og komme med et udspil, som kan forhandles med partierne, siger han og tilføjer:

- Jeg forstår godt, hvis passagererne er utålmodige, og det er en vigtig politisk opgave. Det er gået meget, meget langsomt, og det er meget skuffende. Der skal findes en løsning, og der er ingen tvivl om, at der er behov for, at der bliver ryddet op.

/ritzau/