EL kræver spionage-svar fra Helle Thorning

Enhedslisten kræver, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) "tager ansvar for danske borgeres frihedsrettigheder, tager afstand fra overvågningen og igangsætter en undersøgelse", efter at nye oplysninger er kommet frem i international spionagesag.

Ifølge Information spionerede USA's efterretningstjeneste National Security Agency (NSA) mod andre landes forberedelser til COP15 i København i december 2009.

Herunder mod værtslandet Danmark, skriver avisen med reference til et NSA-dokument, som er fremskaffet via whistlebloweren Edward Snowden.

- Det er jo intet andet end ganske uacceptabelt, hvis danske interesser overvåges af en af vores såkaldte nære allierede. Efter dagens afsløringer kan statsministeren ikke længere stikke hovedet i busken, siger retsordfører Pernille Skipper (EL).

-Alt peger på, at Danmark ikke er fritaget for den overvågning, som NSA foretager, og nu må hun tage ansvar for at beskytte danske borgeres frihedsrettigheder.

Enhedslisten har indkaldt statsministeren, forsvarsministeren og justitsministeren i forespørgselsdebat i folketingssalen, og ministrene skal svare på mulig spionage af danske interesser.

- Nu har som vi minimum ekstremt stærke indicier for, at danske statsinteresser og borgere bliver overvåget på samme måde som mange andre lande i Europa, siger Enhedslistens retsordfører.

- Det skal vi på ingen måde finde os i, og statsministeren kan altså ikke længere benægte fakta.

Forsvarsminister Nicolai Wammen (S) mener ikke, at der er ikke grund til at tro, at den amerikanske efterretningstjeneste NSA udfører ulovlig spionage rettet mod Danmark.

- Jeg kan ikke genkende det billede, Informations artikler tegner i forhold til NSA og Danmark, skriver Nicolai Wammen i en mail til Ritzau.

Men den holdning virker naiv, mener Enhedslisten.

- Som minimum må regeringen signalere klart, at de vil beskytte danske frihedsrettigheder og sætte gang i en uafhængig undersøgelse, siger Pernille Skipper.

Ifølge Information planlagde NSA også at fortsætte spionagen under selve forhandlingerne i Bella Center.

Som eksempel på oplysninger, den allerede havde indhentet forud for COP15, nævnes specifikt en rapport med "forhåndsdetaljer om det danske forslag og deres bestræbelser på at søsætte en 'redningsplan' for at redde COP15".

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV