EL om solcelleløsning: Rigsrevisionen må ikke svækkes

Skrevet af admin

02/11/2013

Dagens topnyheder

Enhedslisten glæder sig over, at finansminister Bjarne Corydon (S) nu er med på at udlevere dokumenter til Rigsrevisionen i sagen om solcelleloven.

Men en debat om, hvor mange dokumenter regeringer fremadrettet skal udlevere, må ikke svække Rigsrevisionen, lyder det fra energiordfører Per Clausen i en pressemeddelelse:

- Det er positivt, hvis regeringstoppen nu indser, at de er nødt til at udlevere alle de oplysninger, Rigsrevisionen har bedt dem om i solcellesagen, og at deres brev til folketingets formand i denne sag var en fejl.

Corydons indrømmelser falder i Politiken, efter at statsrevisorerne har foreslået en løsning, hvor regeringen udleverer arbejdsdokumenter, men samtidig får et løfte om en principiel debat om den generelle praksis for, hvor mange dokumenter der skal udleveres.

- Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke ser nogen som helst grund til, at Rigsrevisionens beføjelser og muligheder for at kontrollere ministrene og ministerierne forringes.

- Der er tale om en meget vigtig del af kontrollen med regeringen og dens regeringsførelse, som på ingen måde skal svækkes af hensyn til topministrenes og departementschefernes ønsker om at mørklægge deres arbejde, siger Per Clausen.

Sammen med topministrene Helle Thorning-Schmidt (S), Margrethe Vestager (R) og Annette Vilhelmsen (SF) vakte finansministeren for nylig opsigt ved at skrive et brev til Mogens Lykketoft.

Brevets budskab var, at regeringen ikke per automatik vil udlevere papirer om dele af det lovforberedende arbejde om solcellesagen.

Finansministeren hilser dog statsrevisorernes forslag velkommen og siger til Politiken, at det lyder som en "glimrende løsning, som fuldt ud lever op til det, regeringen har ønsket med vores brev".

/ritzau/