Endelig: Nu kører togene igen over Limfjorden

Skrevet af Ann Katrine Warren

29/04/2013

Dagens topnyheder

Klokken 4.44 præcis rullede det første tog i 13 måneder over Jernbanebroen ved Aalborg. Broen, som blev påsejlet og ødelagt i marts 2012, er nu endelig genåbnet, så Vendsyssel igen er forbundet med jernbanenettet i resten af landet. Det skriver Nordjyske.

Mens åbningen af broen er blevet udskudt adskillige gange på grund af problemer med reparationen, har de trængte pendlere og andre passagerer været tvunget over i busser for at krydse Limfjorden, hvilket har sendt mange over i bilen i stedet.

Det satte muligvis også sit præg på antallet af passagerer i toget, som tidligt i morgen rullede ud fra Lindholm Station med kurs mod København. Men i toget var ifølge Nordjyske kun to passagerer og fire pressefolk udover togets personale.

Det var et finsk fragtskib, som natten til den 28. marts 2012 bragede ind i Jernbanebroen, så broklappen blev ødelagt og stoppede for al togtrafik mellem Himmerland og Vendsyssel. Reparationen af broklappen blev voldsomt forsinket, blandt andet fordi alt svejsearbejdet måtte laves om, efter polske underentreprenører havde leveret for dårligt håndværk.