Enhedslisten søger politiske alliancer uden om Socialdemokraterne

Skrevet af admin

14/05/2016

Dagens topnyheder

Når Enhedslisten i weekenden holder årsmøde, bliver det for første gang med Pernille Skipper som partiets politiske ordfører.

En vigtig opgave for Skipper fremover bliver at se på det anstrengte forhold til Socialdemokraterne.

Rød bloks to største partier er uenige om en del ting - den økonomiske politik og udlændingepolitikken for eksempel.

Og da Socialdemokraterne stod i spidsen for den seneste røde regering, var Enhedslisten en plageånd som en del af det parlamentariske grundlag.

- Jeg ser ikke den store forandringsiver hos Socialdemokraterne, og derfor tror jeg, at vi har behov for at skabe alliancer med andre end dem, siger Skipper på spørgsmålet om, hvorvidt hun har opgivet at bygge bro til Socialdemokraterne.

Enhedslisten har fine muligheder for at danne alliancer med andre partier, mener hun.

- Alternativet er kommet til, og de har nogle af de samme tanker som os. Derfor er det oplagt for os at søge samarbejde med dem, siger Skipper, som også peger på andre "nye blokke, der er opstået".

Enhedslisten kan samarbejde med De Konservative på det grønne område, med De Radikale på udlændingeområdet, og så minder Skipper om, at Enhedslisten samarbejder med Liberal Alliance og Dansk Folkeparti omkring åbenhed og offentlighedsloven.

- Så der er nye klumper i dansk politik. Og skal vi skabe resultater, handler det om at udnytte de klumper, siger hun.

Skipper lægger ikke skjul på, at forholdet til Socialdemokraterne var skidt, da rød blok senest havde magten.

Mette Frederiksen skal dog ikke være nervøs - endnu - må man forstå på Skipper. Enhedslisten vil som udgangspunkt ikke true med at vælte en socialdemokratisk regering.

Der peges på S-formanden som statsminister, men nærmest kun fordi, at alternativet er Løkke.

- Det kan godt være, at vi har vores uenigheder med Socialdemokraterne, men med den hast og iver og nærmest glædesrus, som Venstre-regeringen har sat ind over for vores velfærdssamfund, er det bedst for alle, at Løkke kommer ud af statsministerkontoret, siger hun.

/ritzau/