Enhedslisten vil have mystik om fortjenstmedalje opklaret

Skrevet af admin

21/04/2016

Dagens topnyheder

Enhedslistens udenrigsordfører, Nikolaj Villumsen, vil nu have forsvarsminister Peter Christensen (V) til at gøre rede for, hvorfor en amerikansk kaptajn er blevet hædret med en fortjenstmedalje af det danske forsvar.

Det sker, efter at den amerikanske kaptajn, Bradley Grimm, forleden blev tildelt en fortjenstmedalje.

Ifølge forsvarschef Peter Bartram fik han medaljen for at have delt efterretninger, som "har haft stor betydning for vores soldaters sikkerhed og bidraget signifikant til at sikre et effektivt dansk bidrag til koalitionens indsats".

Men amerikanerne har en anden udlægning. Fra det amerikanske forsvarsministerium forlyder det, at kaptajnen fik medaljen for at have afværget et terrorangreb mod en skole i Danmark.

- Det kan ikke både være rigtigt, hvad det danske forsvar siger, og det, som amerikanerne siger. Lige nu står vi i en situation, hvor mystikken skaber utryghed, og derfor opfordrer jeg forsvarsministeren til at komme på banen, siger Nikolaj Villumsen.

Den eneste offentligt kendte sag i Danmark om et potentielt angreb mod en skole stammer fra 13. januar, hvor en nu 16-årig pige blev anholdt i Kundby i Nordvestsjælland.

Nikolaj Villumsen siger, at han har forståelse for, at myndighederne må gå på listefødder, hvis det handler om en igangværende efterforskning.

- Der kan være omstændigheder, der gør, at det udelukkende kan lade sig gøre med en fortrolig orientering. Lige nu er det bare underligt med to så vidt forskellige forklaringer, siger Nikolaj Villumsen.

Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, vil hverken be- eller afkræfte den ene eller den anden udlægning. Og det er egentlig også underordnet, mener han.

- Lige meget hvordan vi vender og drejer det her, så har vi en helt. En kaptajn i det amerikanske forsvar, som har været med til at redde danske liv. Om det er soldater eller på en skole er for mig ikke det afgørende, siger Michael Astrup Jensen.

- Vi ved, at vi har trusler imod os, og derfor er der nogle gange brug for, at tingene ikke er helt offentlige af hensyn til Danmarks sikkerhed, siger Michael Aastrup Jensen.

/ritzau/