Esbjergs ishockeyhelt: Vi var heldige mod Herning

Skrevet af admin

09/04/2016

Dagens topnyheder

Heldet var på Esbjerg Energys side, da holdet fredag aften tog første stik i DM-finaleserien mod Herning Blue Fox i ishockey med et mål 22 sekunder før tid til slutresultatet 3-2.

Sådan lyder vurderingen fra Esbjergs canadiske matchvinder, Tyler Gron.

- For at være ærlig, så var målet heldigt. Der var tidspunkter i kampen, hvor Herning var bedre end os. Vi fik et powerplay og pucken faldt ned foran min stav. Det var held, men det var, hvad vi havde brug for, siger Tyler Gron til JydskeVestkysten.

Matchvinderen får ros af sin cheftræner, Mark Pederson.

- Tyler er den type spiller, som vi har brug for mod et stærkt defensivt hold. Det er dejligt at have en spiller, der kan opsøge og score på sine chancer, som han gør. Men målet var ikke kommet uden holdets hårde forarbejde, siger cheftræneren til avisen.

Gron havde tidligere i kampen bragt Esbjerg foran 1-0, og siden blev det også 2-0, før Herning med to scoringer i tredje periode troede, at kampen var på vej i overtid.

Efter Tyler Grons sene scoring var Herning tæt på at udligne igen, men en stærk refleks af Esbjerg-målmand Jeff Frazee afværgede Herning-afslutningen.

Næste kamp i finaleserien, hvor der spilles bedst af syv kampe, bliver spillet søndag eftermiddag i Herning.

/ritzau/