Et stort flertal i Sverige ønsker værnepligten tilbage

Skrevet af admin

04/01/2016

Dagens topnyheder

Over 70 procent af svenskerne mener, at tiden er inde til at genindføre værnepligten, som blev afviklet i 2010, viser en ny meningsmåling.

Ifølge en måling, som analyseinstituttet Ipsos har udført for den svenske avis Dagens Nyheter, vil 72 procent af svenskerne genindføre den svenske værnepligt, mens kun 16 procent er direkte imod.

Til et spørgsmål om, hvorvidt værnepligt bør gælde for både kvinder og mænd svarer 87 procent ja.

Siden værnepligten blev afskaffet og erstattet af et professionelt forsvar i 2010, har Sverige haft store problemer med at rekruttere nok soldater.

Der mangler i dag omkring 7500 soldater, sømænd og befalingsmænd, skriver Dagens Nyheter.

- Der er i dag et stort folkeligt engagement omkring ideen om værnepligt, siger David Ahlin, som er opinionschef hos Ipsos.

I dag fyldes manglen på personel ud af tidligere værnepligtige, men de er ude af træning og er i praksis blot papirsoldater, siger kritikere, som også påpeger, at det nye system er blevet dyrere end planlagt.

En kommission er ved at undersøge muligheden for et nyt system med en kombination af værnepligtige og professionelle soldater efter samme model, som Danmark og Norge har.

David Ahlin pointerer, at en synlig debat om forsvarets problemer har gjort indtryk på befolkningen.

Beslutningen om at afvikle værnepligten blev truffet af Riksdagen i 2009 med kun tre stemmers overvægt, og beslutningen havde ikke opbakning blandt vælgerne.

Krisen omkring forsvaret er blevet tydelig under de opsigtsvækkende jagter på uidentificerede undervandsobjekter. Her har mange haft en følelse af, at nedskæringerne på landets militærbudget siden 1990'erne har været for omfattende med afskaffelse af værnepligt og overgang til professionelle soldater.

/ritzau/TT