EU-høringer om aflytning giver næsten ingen svar

Skrevet af admin

18/12/2013

Dagens topnyheder

En af de mest omfattende høringsrunder i Europaparlamentets historie har givet meget, meget lidt udbytte.

Det er tirsdag indtrykket, efter at parlamentets borgerrettighedsudvalg har haft sin sidste høring, inden en foreløbig rapport om elektronisk overvågning og sikkerhed står til at udkomme på fredag.

Omdrejningspunktet for høringen var journalisten Glenn Greenwald, der satte hele lavinen af afsløringer om den amerikanske - og siden en række andre regeringers - overvågningsprogrammer i gang.

Det var imidlertid sparsomt, hvor mange nye informationer den amerikanske journalist ønskede at byde ind med ved sit virtuelle besøg over en videoforbindelse fra sin bopæl i Brasilien.

Det har imidlertid været et gennemgående problem i flere af høringsrunderne.

Lederen og ordstyreren af høringerne, den hollandske EU-parlamentariker Sophie in 't Veld, ærgrede sig åbent i slutningen af høringen.

Glenn Greenwald afviste flere gange at svare på spørgsmål om sager og dokumenter, der endnu ikke er offentliggjort og behandlet journalistisk.

- Det har generelt været opfattelsen, at dette skulle være en høring, hvor vi kunne grave en masse ny information frem. Det er bare efterhånden blevet tydeligt, at det ikke er sådan, det bliver, siger en tydeligt frustreret Sophie in 't Veld.

Et af problemerne er ifølge Sophie in 't Veld, at EU-Parlamentet som udgangspunkt ikke har juridiske beføjelser og derfor ikke kan stille de samme krav til vidnerne som en domstol.

Ved en tidligere høring var repræsentanter fra industrien - herunder Facebook og Microsoft - i borgerrettighedsudvalgets vidneskranke.

Repræsentanterne kunne dog kun tale i generelle og vage termer, og tæppebombningen af spørgsmål fra parlamentarikerne i salen var tæt på at være spildte kræfter, indtil en tilhører udbrød "hvad kan I overhovedet fortælle os?".

Ud over industrien og Glenn Greenwald har journalister, aktivister for retten til online privatliv, adskillige nationale parlamenter, efterretnings- og it-sikkerhedsfolk, amerikanske toppolitikere og mange flere været i høring over de sidste måneder.

Fra Folketinget har medlem af retsudvalget og retsordfører for Venstre, Karsten Lauritzen, vidnet.

/ritzau/