EU-ledere skal på sightseeing i krigens fodspor

Skrevet af admin

11/03/2014

Dagens topnyheder

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og de øvrige stats- og regeringschefer i EU er inviteret en tur ud i det belgiske landskab for at mindes Første Verdenskrig, umiddelbart inden de i juni sætter sig til bords for at få styr på den helt store personkabale.

EU-præsident Herman Van Rompuy har tirsdag skrevet til Thorning og de øvrige EU-ledere med besked om, at de 26. juni henlægger første aften af deres topmøde til Ieper (på fransk Ypres, red.), der var ramme om flere slag mellem tyskerne og de allierede i løbet af krigen fra 1914-18.

De lægger ud torsdag eftermiddag med et besøg ved Meninporten, et mindesmærke for flere end 54.000 britiske soldater, der faldt i slagene nær byen.

Derefter spiser de middag på byens rådhus. Det vil formentlig være der, de nationale ledere forsøger at få styr på, hvem der skal indtage de centrale topposter i Bruxelles fra efteråret.

Allerede tirsdag-onsdag i samme uge ventes de 28 Nato-landes udenrigsministre på et møde i Bruxelles at have sat navn på, hvem der skal efterfølge generalsekretær Anders Fogh Rasmussen, når han takker af 30. september.

22 lande er med i både EU og Nato. På grund af det store overlap af medlemmer og den samtidige udskiftning af alle deres topfolk ventes chefposten i Nato og en lille håndfuld af EU's topjob at komme til at indgå i en samlet kabale.

I EU gælder det jobbet som EU-kommissionsformand efter José Manuel Barroso, EU-præsident efter Herman Van Rompuy og EU's udenrigschef efter Catherine Ashton.

Med i spil kan også være en ny, fast formand for eurogruppen og i nogen grad spørgsmålet om, hvem der får de tunge poster i den nye kommission fra november.

Der er ikke nogen formel tidsplan og fast procedure for, hvordan cheferne skal vælges. Men der ulmer et slagsmål med EU-Parlamentet, der efter seneste EU-traktatændring selv mener at have fået betydelig magt til at vælge kommissionens formand.

En langvarig slåskamp med parlamentet og uenighed mellem medlemslandene kan meget vel betyde, at stolelegen ikke ender i Ieper 26. juni.

/ritzau/