EU-ministre enige om flygtningemål - men ikke om kvoter

Skrevet af admin

14/09/2015

Dagens topnyheder

EU-landene er enige om at fordele i alt 160.000 flygtninge imellem sig, men de er ikke enige om, hvordan eller hvornår det skal ske.

Det siger den tyske indenrigsminister, Thomas de Maziere, i en pause under et møde om flygtningekrisen, som EU's justits- og indenrigsministre mandag holder i Bruxelles.

Tysklands indenrigsminister kalder resultatet af mødet, der endnu ikke er slut, for "skuffende", efter at EU-Kommissionens forslag om at fordele de mange flygtninge gennem obligatoriske kvoter er blevet udvandet.

- Det er langt fra, hvad vi forventer af europæisk solidaritet, siger Thomas de Maziere.

På mødet har EU-landene først som ventet truffet den formelle beslutning om at fordele de 40.000 flygtninge, som EU-Kommissionen foreslog tilbage i maj, selv om de stadig mangler at sætte modtagerland på næsten 8000 for at nå i mål.

Derefter har de truffet en principbeslutning om også at fordele de 120.000 ekstra flygtninge, som EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, foreslog i sin State of the Union-tale i Europa-Parlamentet i sidste uge.

/ritzau/