EU-Parlamentet vil have pengesvindlere til at svede

EU-Parlamentet accepterer ikke skatteunddragelse og hvidvaskning af sorte penge.

Det står tirsdag klart for enhver, efter at 643 parlamentarikere stemte for, 30 stemte imod og 12 undlod at stemme til afstemningen i Strasbourg om et direktiv fra EU-Kommissionen. Direktivet skal bekæmpe hvidvaskning.

- Vi kan godt være stolte af, at EU-Parlamentet går op imod økonomiske eliter i det her samfund, som har tjent styrtende med penge på at få lov til at være i fred, siger Emilie Turunen (S), som sidder i parlamentets økonomiudvalg.

Parlamentet vil have, at der skal oprettes et offentligt register over de reelle virksomhedsejere i EU. Der skal ikke være tvivl om, hvem der er skattepligtig.

Ifølge Turunen bliver det sværere at skjule sin formue, hvis man ønsker det, og slippe for at betale skat, selvom man har pligt til det.

Ifølge kommissionen er hvidvaskning og skatteunddragelse med til at undergrave den finansielle sektors integritet. Det resulterer i store indkomsttab for regeringer, hindrer konkurrencen og hæmmer udviklingen.

Direktivet, som er en videreudvikling af et eksisterende, skal forebygge, at kriminelle penge bliver til lovlige midler igennem det finansielle system.

- Vi må gøre det svære at få gemt ulovlige penge i EU's økonomi, siger det britiske konservative medlem Timothy Kirkhope og henviser til, at øget gennemsigtighed er nøglen til at bekæmpe svindlen.

Han sidder i parlamentets udvalg for borgerrettigheder, som har været med til at forhandle direktivet.

Flere medlemmer pointerer, at der skal tages højde for databeskyttelse, hvis man laver et offentligt register.

Direktivet skal nu forhandles med EU's medlemslande. Parlamentets mandat går videre til det nye parlament, som kan forhandle det på plads efter valget 25. maj.

/ritzau/

Dagens Gossip