EU-top gør klar til ny strøm af flygtninge

Skrevet af admin

15/10/2015

Dagens topnyheder

Flygtningekrisen dominerer endnu engang dagsordenen fuldstændig, når EU's stats- og regeringschefer torsdag samles til topmøde i Bruxelles.

I sin invitation til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og de andre EU-ledere skriver EU-præsidenten, Donald Tusk, at millioner af nye flygtninge kan være på vej mod Europa.

- Hvor overdrevet det end kan lyde, er det vores pligt at være klar til alle scenarier, skriver Donald Tusk.

Alene i årets første ni måneder er der ifølge EU's grænseagentur, Frontex, ankommet 710.000 flygtninge og migranter til EU-landene.

- Selv om tilstrømningen af flygtninge dæmper sig i løbet af vinteren, må vi være klar til foråret og truslen om større bølger, der flyder til Europa, skriver Tusk til EU-toppen.

EU-landene har i de seneste måneder arbejdet heftigt på at lave partnerskaber med det krigshærgede Syriens nabolande - først og fremmest Tyrkiet, der huser over to millioner syriske flygtninge - med det mål, at mange flygtninge vælger at blive der.

De arbejder også på at lappe de gennemhullede ydre grænser og blive bedre til at sende afviste økonomiske migranter hjem igen.

Under råb og jamren har EU desuden vedtaget en plan om at fordele 160.000 flygtninge, der er ankommet til Italien og Grækenland, ud over resten af Europa.

På topmødet skal lederne nu diskutere, om Frontex skal udvikles til en egentlig europæisk grænse- og kystvagt, der sender hurtige udrykningsstyrker ud til grænseområder, hvor det brænder på.

Det er også et åbent spørgsmål, hvordan de såkaldte hot spots, hvor man modtager, identificerer og registrerer flygtninge, skal virke i Italien og Grækenland.

Skal man således tilbageholde flygtninge, indtil det er afklaret, om de kan blive i EU, og hvis ikke, hvordan finder man dem så igen, hvis de skal ud?

Desuden skal EU-toppen diskutere fremtiden for den såkaldte Dublin-forordning, der fastslår, at en asylansøgning skal håndteres af det første EU-land, som asylansøgeren ankommer til.

/ritzau/